Jens Langkniv og Lange Margrethe
Da jeg var barn cyklede min søster og jeg om sommeren jævnligt 20 km fra Karup til Daugbjerg, for at gamle Johanne skulle føre os dybt ned i Daugbjergs mørke kalkgruber.
Bevæbnet med en flagermuselygte fortalte hun skrækkelige historier om den fredløse jæger, Jens Langkniv, der gemte sig i mørket med sin kastekniv. Og om heksen, Lange Margrethe, der spiste børnehjerter for at blive usynlig. Hun skulle spise syv børnehjerter, men nåede kun at spise seks, inden hun blev brændt som heks.
Grubens hemmeligheder
Vi havde som regel ingen aftale med Johanne om at komme, men troppede op ved hendes hus og bad om lov til at blive vist rundt. Så tog hun os ved hånden og stavrede op til minen, hvor vi fik petroleumslamper og formaninger. Vi var de eneste to, der gik rundt sammen med Johanne og flagermusene. En enkelt gang tog hendes mand os dybt, dybt ned under jorden ad en lav og smal tunnel med mange trin til en underjordisk sø, som nutildags er lukket for offentligheden.
Og hvorfor gjorde vi det igen og igen? Fordi det ikke blot var spændende at rejse til jordens indre, men fordi der lå nogle gode historier gemt derinde.
I dag har man forstået at gøre den gode historie til et yndet udflugtsmål for skoler og turister. Nu er der faste åbningstider og indlagt lys. Folk stuver sammen i de små gange, hvor man også kan arrangere fester og invitere firmaet på vin og ostesmagning i den store grubesal. Desværre er der også gået en del af den oplevelse tabt, som jeg har været så priviligeret at opleve.
Acton Friis og den Flagrende Kjeltring
Lange Margrethe huserede på den jyske hede i 1700-tallet med sit røverpak. Hun var kjæltring, tater, rakker og sikkert en skrupelløs forbryder. En heks var hun næppe, men skrøner og overtro var der rigeligt af på den tid. Achton Friis, som har vandret landet tyndt i slutningen af det 19. århundrede, har skrevet en serie læseværdige bøger med farverige skildringer af vort land og dens indvånere. I de Jyders Land skriver han flg.:
“Kjeltringekvinden Lång-Grethe var i befolkningens fantasi blevet en fantastisk skikkelse i pagt med onde magter. Hans Majestæt Fanden gav hende det løfte, at hvis hun kunne skaffe ham hjerterne af tolv ufødte drengebørn ud af frugtsommelige piger, kunne hun komme til at flyve! Da hun havde fået hjerterne af de elleve, kunne hun begynde at flagre, men var hovmodig og fór henover Grønhøj og flagrede ned i byens brønd og druknede.”
Se det var en anden skrøne end den, jeg fik fortalt i kalkgruberne, men ikke mindre farverig. Den gode historie har mange facetter.
